At længes
Længslen efter at lære mig selv at kende
En af mine største længsler er at kende mig selv bedre. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg, som jeg er? Hvad er jeg? Hvad er kernen i mig? Findes der en kerne? Det er spændende og skræmmende at lære sig selv bedre at kende. Nogle gange har jeg ikke lyst. Jeg er bange for hvad der gemmer sig i dybet af mig. Andre gange er det fantastisk. Jeg opdager måske pludselig hvorfor jeg handler som jeg gør. Hvis jeg vil undgå at leve et overfladisk liv, må jeg lære mig selv at kende. Hvis jeg vil lære Gud at kende, må jeg også lære mig selv at kende. De tanker jeg har om mig selv, kan påvirke de tanker jeg har om Gud. Falske billeder af mig selv, andre mennesker og Gud må afsløres og erstattes af nye og sande. Hændelser fra min fortid og drømme om fremtiden kan påvirke mig mere end jeg er klar over, og forstyrre mit forhold til Gud.
Vær ikke bange for at kigge dig selv i spejlet og overveje, hvad der mon gemmer sig i dig.
Længslen efter fællesskab
Vi mennesker bliver født alene. Vi forlader denne verden alene. Imellem de to punkter er vi også alene. Der er valg, jeg selv må tage. Kampe, jeg selv må udstå. Smerter, jeg selv må bære. Glæder, som kun jeg kan se. Spørgsmål og tanker, som kun jeg forstår. I sidste ende er der kun mig til at tage ansvar for mit liv. Det varierer hvor stærkt vi føler aleneheden. Ensomheden. Det varierer fra person til person hvor stort socialt behov vi har. Men langt de fleste har en længsel efter at møde andre mennesker. En længsel efter fællesskab. Mig og dig. Os. Vi.
Den gode nyhed er, at Jesus er blevet inkarneret i min ensomhed. I din ensomhed. Han har taget bolig lige midt i den. Han har taget bolig i verden. Han har taget bolig i os. Vi er ikke alene. Han vil så fællesskab i vores ensomheder, og han sætter os fri til at træde ind i andres ensomheder med fællesskab. Det paradoksale er netop at vi kan være fælles om at være ensomme.
Længslen efter at lære Gud at kende
Jeg vil se den usynlige. Jeg vil røre ved den, der ikke har en fysisk krop. Jeg vil kende Gud, erfare ham. Jeg vil mere end “bare” at vide at han findes.
Findes der en kristen grunderfaring? Er der nogle erfaringer, jeg som kristen kan forvente at få? Jeg tror der er erkendelser, sandheder, som enhver kristen på et eller andet tidspunkt kommer igennem. Men er der tilsvarende følelser eller oplevelser, som vi alle får? Vi er forskellige som mennesker og selvfølgelig er vores Gudserfaring derfor forskellig. Men er der fællestræk?
Kristne taler tit om have et personligt forhold til Gud, at have en relation til ham. Men hvordan skal man have en relation, et forhold, til en man ikke kan se, høre og røre ved? Lidt ligesom en usynlig ven. En barndomsfantasi. En fare ved denne sprogbrug, er at der kan komme for meget fokus på det at erfare Gud. En erfaring, vi af forskellige årsager ikke altid oplever, og derfor bliver vi måske frustrerede eller skuffede.
I stedet for at tale om vores forhold og relation til Gud, kunne vi måske tale om at have fællesskab med ham? Fællesskab, med den Gud, som ikke kun er én, men også er tre. Fader, Søn, og Ånd, som har fællesskab med hinanden. Men også fællesskab med resten af skabningen. Mine medkristne. Mine medmennesker. Verden. Der er så meget mere på spil end mig og min personlige frelse. Mig. Mig. Mig. Jeg tror, at vi er alt for påvirket af den individualisme, som vores kultur er fyldt af. Gud har planer og håb for en menneskehed, der skal frelses, en natur, der skal genoprettes, ensomme individer, der skal finde fællesskab.
Refleksion til bladet Til Tro, 3/2010.
Læs hele bladet her