Medvandring
Jeg er blevet glad for ordet medvandring her på det seneste. Det sætter ord på nogle centrale perspektiver ved det at leve og det at være kristen. Som menneske er jeg dybest set alene. Jeg er et individ. En person. Jeg er bare mig. Kun mig selv. Netop derfor længes jeg så meget efter fællesskab. Efter nogen at være sammen med, nogen som kan få mig til at føle mig mindre alene, men ikke mindre mig selv. Jeg længes efter mennesker jeg kan vandre sammen med. Mennesker, som ligesom jeg længes efter fællesskab.
Der er noget fantastisk smukt over at to mennesker følges ad i en relation, i et venskab, i en diskussion, i en deling af glæder og sorger. Der er noget fantastisk smukt over at dele mine tanker med et andet menneske, og vedkommende lytter og jeg bliver forstået. Der er noget fantastisk smukt over at et andet mennesker deler sine tanker med mig, jeg lytter og forstår vedkommende. Vandringen bliver mindre ensom. Og jeg bliver tilmed klogere på livet. Medvandring er at dele, men også at lære af hinanden.
I går gik jeg en tur og kom til at tænke på at Jesus også er min medvandrer. Han vandrer med mig i alt hvad der sker. Jeg kan dele mine tanker, frustrationer, begejstringer, sorger, glæder, vrede, happy-clappy-ness med ham. Han lytter. Jesus som min medvandrer gør at Gud bliver mere nær. Gud er ikke den fjerne Gud, han er nær. Han vandrer ved min side, bor i mit hjerte. Det er en stadig udfordring at få dette perspektiv til at blive en hverdagsvirkelighed i mit liv. Men jeg tror det er frugtbart. At invitere Jesus ind i de eksistentielle grundvilkår jeg har, at jeg er alene, at jeg engang skal dø, at livet føles meningsløst, og at jeg er fri og skal tage ansvar. Det er medvandring.