Kanten kalder
Og den teologistuderende rømmede sig, hostede lidt og fortalte dem en lignelse om fodgængerfelter:
Når du står ved et fodgængerfelt, og skal krydse det, da gør ikke, som de forsigtige gør. De søger automatisk mod kanterne af fodgængerfeltet. Her er der kun mennesker på den ene side, så her kan de lettere navigere, og undgå sjove og pinlige trippedansescener. Her er mere enkelt at være til. Her er trygt og sikkert. Her kan de nemmere selv vælge, hvem de vil gå tæt på.
Men hvis alle gjorde som de forsigtige, så ville der blive kamp på kanten, og ingen til at gå i midten. Nej, gør som de modige, og søg mod midten af fodgængerfeltet. Vov at gå i mylderet af mennesker. Måske vil du opleve sammenstød og måske længes efter klarheden og enkeltheden, ved at gå langs kanten på fodgængerfeltet. Kanten kalder. Men hold fast i midten. Bliv i mylderet. Bliv i mødet.
Og han kløede sig i sin sparsomme skægvækst, og udlagde lignelsen for dem:
Med kristne er det som med mennesker, der skal krydse et fodgængerfelt. Fodgængerfeltet er den vej, vi skal gå, og de meninger vi kan have. Kanterne på fodgængerfeltet er grøftekanterne langs den vej, vi skal gå. Tit søger kristne mod grøfterne langs siden af vejen. De søger mod den sikkerhed og tryghed, der er i altid at have faste og afklarede meninger om alle ting. Så behøver man ikke hele tiden, at skulle forholde sig til så mange ting. Det er nemmere at navigere i en grøft. Der er ligesom kun en vej fremad og mindre risiko for at gå vild.
Og han fortsatte udlæggelsen:
Måske vi på vejen møder mennesker, som vi ikke vil følges med og har lyst til at distancere os fra. Deres holdninger og deres teologi stinker. Kanten kalder. Tænk hvis nogen så, at vi fulgtes med dem. Tænk hvis deres farlige meninger smittede af på os. Men vi er tåbelige, hvis vi tænker sådan. Som om der skulle være mindre stank i grøftekanten i selskab med os selv, og vores til tider selvretfærdige holdninger. Som om det altid er mig og ikke de andre, som har fundet sandheden. Jesus er vejen og sandheden, jeg er ikke. Sammen med andre kristne, og ikke kun dem i min grøftekant, kan og må jeg prøve, at komme tættere på sandheden.
Men jeg siger jer: Det sværeste er at gå på midten af vejen, undgå at ende i ekstremerne og undgå at reagere for skarpt i mødet med andre. At lade de rigtige spørgsmål stå ubesvarede og holde fast i nuancerne.
Og han kiggede dem i øjnene og sagde indrømmende:
Jeg har selv haft min del af grøftbesøg. Jeg har manglet modet og modenheden, til at lade være med at hoppe ned i en grøft og gemme mig bag mine stærke meninger, når jeg mødte mennesker og holdninger, jeg ikke kunne lide. Det lykkedes mig ikke, at finde den rette balance mellem en følelses-elskende og en følelses-forsagende kristendom. Det lykkedes mig ikke, at finde den rette balance mellem, at Gud giver mig alt af nåde, og at jeg selv skal kæmpe mod synden i mit liv. Det lykkedes mig ikke, at finde balancen mellem at være i kirken og at være i verden. Kanten kaldte, og jeg adlød dens røst. Jeg er et grøftdyr, men jeg ønsker, det skal være anderledes.
Og han foldede hænderne og bad:
Himmelske Far, giv os alle modet til at gå på vejen og forsage grøfttrangen. Giv os kærlighed til de kristne brødre og søstre, vi møder på vejen. Også dem vi ikke er enige med. Giv os din Helligånd til at vejlede vore tanker, følelser og handlinger. Giv os dig, som er vejen, sandheden og livet.
(Refleksion til bladet Til Tro, 1/2012. Refleksionen er en omarbejdning og udvidelse af et indlæg her på bloggen. Læs hele bladet her. Denne gang er emnet for bladet seksualitet.)