Genkendelse
Det er som regel en dejlig fornemmelse med noget genkendelighed. Det er fedt at være til en koncert og genkende en masse af de numre der bliver spillet. I dag blev jeg også genkendt hos min lokale junkmand. Jeg køber en stor bakke pomfritter hos ham (han laver dem rigtig godt) en gang om ugen. I dag spurgte han, da han så mig komme ind af døren: “En stor bakke pomfritter?”. Ahh, det er godt at være genkendt.
Mangel på genkendelse er dog ikke altid så rart. Især ikke tidligt op morgenen. I morges (læs: ca kl 10) stod jeg af metroen på Nørreport station og ville som sædvanligt tage rulletrappen opad fra metrostationen. Men den rulletrappe jeg plejer at tage kørte nedad i stedet for opad. Ikke så godt med så store omvæltninger i verden så tidligt på dagen. På arbejde var der ikke rigtigt nogle som troede på mig, det lød jo mest som en dårlig undskyldning for at komme for sent. Og da jeg fik fri fra arbejde og skulle udpege den omvendte rulletrappe, var den selvfølgelig ikke omvendt mere. Måske den havde fået dårlig samvittighed over at den ikke vækkede genkendelse hos søvnige folk.
Hcebdlef said,
29 December 2006 at 23.47.20
Jeg har ingen erfaringer med omvendte rulletrapper tidligt om morgenen. Det skyldes dels at jeg ikke står tidligt op og dels at jeg ta’r cyklen i stedet. En tilsvarende oplevelse ville for mig nok være at komme ned i det lokale supermarked som man efter et par år endelig har lært at kende - blot for at finde ud af, at de har rykket rundt på det hele:-(
Maltesen said,
30 December 2006 at 00.01.12
Sådan har jeg det med den lokale italienske pizzamand. Når jeg kommer ind i butikken spørger han om jeg skal ha’ nr. 32 på den sædvanlige måde?
Det med rulletrapperne på Nørreport er ikke noget nyt, Mikael. Sådan har det været lige siden de åbnede stationen og opdagede, hvor mange der står af.
LouiseS said,
30 December 2006 at 00.53.32
Det må virkelig stå sløjt til med undskyldninger for at komme for sent i Bethesda, hvis “Rulletrappen kørte den forkerte vej” skulle kunne passere for en sådan…
Søren said,
30 December 2006 at 02.36.23
Min junkie kender også proceduren: Husets bøf, ingen dressing, ingen barnaise, men med ketchup i stedet.
Jeg synes nu nok faktisk, at det er lidt pinligt. Det siger noget om frekvensen af mine besøg hos ham, og jeg er ikke så stolt af det :S
Mikael said,
30 December 2006 at 03.21.46
Hcebdlef: Lyder heller ikke rart…
Maltesen: Altså, at de laver om på dem engang imellem!?
LouiseS: Jeg havde da ikke hørt den før…
Søren: Hvor bor din junkie?
Rebekka said,
30 December 2006 at 10.43.52
Når den lokale fast food ekspedient begynder at hilse på gaden, så er det på tide at begynde at lave noget mere (sund) mad selv.
Mikael: Ang. rulletrappen, så tror jeg på dig. Du skal ikke lade dig slå ud af at alle de andre griner. Om morgenen er det de små marginaler, der tæller. Forandringer gør, at rutinen bliver slået i stykker og man skal til at bruge tid på det, der plejer at ske automatisk.
Der var en søndag for et par måneder siden, hvor oblaterne i Birkholm lige pludselig havde et billede af et lam på i stedet for Jesus på korset. Da jeg efter kirke kom hjem til mine forældre og kommenterede det viste det sig, at jeg var den eneste, der havde opdaget det og de andre muligvis troede at det var noget jeg havde bildt mig ind. Heldigvis kunne Niels Jørn et par søndage efter bekræfte at den var god nok. (Han havde den pågældende søndag talt om at Jesus er Guds lam, der bærer verdens synd, så det var bare så fedt symbolsk med det billede af lammet.)
Nikolaj said,
30 December 2006 at 10.46.55
@Hcebdlef: Jeg oplever noget lignende i øjeblikket. Men det er måske ikke så mærkeligt eftersom vi bor tæt på hinanden. Måske er det den samme butik?
@Mikael: Jeg har også lagt mærke til at de af og til “omvender” rulletrapperne på Nørreport. Meen… hvis du af den grund kommer for sent på arbejde, så vil jeg vove den påstand at du er kommet lovlig sent ud af døren!
Henrik Stidsen said,
30 December 2006 at 17.20.39
Rebekka - det har jeg faktisk prøvet, det var også i den periode at min pizzapusher begyndte at runde prisen ned til nærmeste hele 10er og den slags
Maltesen said,
30 December 2006 at 18.20.14
Næ, så den passer i den udgave, som jeg ønsker den - med hvidløg, chili og Gorgonzolaost…
Hcebdlef said,
31 December 2006 at 04.54.17
@Nikolaj: Hehe, jeg har nu ikke så mange problemer i Netto;-) Det er langt værre når Kvickly eller Føtex begynder at lave om:-(
Nikolaj said,
31 December 2006 at 08.39.46
Hvor ligger den nærmeste Kvickly henne?
Hcebdlef said,
31 December 2006 at 16.27.53
@Nikolaj: Langt væk. Men jeg har også boet andre steder…
Mikael said,
2 January 2007 at 16.31.39
Nikolaj: Det var også fordi det tog jeg skulle have været med var blevet aflyst…
Nikolaj said,
3 January 2007 at 09.18.35
Okay, så forstår jeg bedre. Men så kunne du vel bare undskylde dig med det?
Mikael said,
3 January 2007 at 14.26.49
Jow. Det gjorde jeg vist også.