Ærlig radio

Jeg fik et brev fra DR Licens i dag. De truer mig. De vil gerne tro på at jeg kun har radio, men mistænker mig alligevel for at have et tv. Alene og ene af den grund, at jeg har været ærlig nok til at oplyse dem om, at jeg har en radio, så jeg kan betale radiolicens og have min samvittighed i orden. Flinke som de er, giver de mig frit lejde til at tilmelde mig tv-licens. Samtidig undskylder de ulejligheden, hvis jeg ikke har noget tv, hvilket jeg ikke har, og ingen planer har om at få. De vil dog i alle tilfælde komme og besøge mig om tre uger, for nu at se om det virkelig kan passe, at jeg ikke har noget tv.

Jeg er fuld af forståelse for, at DR skal leve af sine licenspenge, og jeg er ganske enig med dem i, at hvis man har et tv, så bør man betale licens. Alligevel sidder jeg med en lidt mærkelig smag i munden. Jeg synes det er lidt flabet at sende mig et slags trusselsbrev, alene og ene af dem grund, at jeg har været ærlig nok til at tilmelde mig radiolicens.

Tilbage er kun spørgsmålet: Hvilken kaffe byder man mistænksomme licensfolk?

64 Comments »

  1. Tabitha said,

    30 May 2006 at 20.09.27

    Blå cirkel vil altid være svaret på det min ven:D

    Men hold fest hvor er det bare flæbet!
    Jeg tror netop, at dem er snyder, snyder helt, og så derfor heller ikke betaler for deres radio.
    Jeg har ikke ord tilbage! Synes ikke DR viser værdighed ved at beskylde dig for at lyve!

  2. Mikael said,

    30 May 2006 at 20.16.43

    Ja, jeg tænker også mest blå cirkel. Det er i hvert fald kun det jeg har! :)
    Nej.. gad egentlig godt vide, om de også har sendt brev ud til dem, som ikke betaler nogen form for licens..

  3. Simon said,

    30 May 2006 at 21.03.08

    eller et cirkelspark i hoevedet…
    Ok måske lidt for Jackie Chan agtigt!

  4. Mikael said,

    30 May 2006 at 21.07.01

    Kunne være cool, men jeg risikerer nok bare at forstrække nogle muskler.. jeg tror heller ikke jeg vil gribe til den slags yderligheder! :)

  5. Henrik H said,

    30 May 2006 at 22.39.20

    lunken kaffe…

  6. Mikael said,

    30 May 2006 at 22.40.40

    Go idé. Kold kaffe nænner jeg i hvert fald ikke at servere for selv den mest mistænksomme licensmand.

  7. Eva said,

    30 May 2006 at 23.02.40

    Ingen kaffe, ville jeg sige! Hvor er det træls, at man skal være skyldig ind til det modsatte er bevist!
    Du kunne evt. skrive et urimeligt trusselbrev tilbage til dem. Bare så de kunne mærke, hvordan det føles;-)

  8. Louise said,

    30 May 2006 at 23.08.03

    Ja, sig at du kommer og tjekker, om de har et fjernsyn!! Ha, så ka de lære det!!

  9. Mikael said,

    31 May 2006 at 00.09.44

    Eva: Ja, i Danmark er vi da normalt uskyldige, til det modsatte er bevist.

    Louise: he he, ja, ku være fedt hvis de ikke selv betalte licens! ;)

  10. Louise said,

    31 May 2006 at 00.54.49

    Ja, de er nogle korrupte slyngler!

  11. Steffen said,

    31 May 2006 at 04.43.43

    Jeg købte et pund Dunkin’ donuts kaffe og et par andre typer god kaffe, da jeg var i Lima. Mon man vil byde det?
    Nej, jeg kender godt brevet, fik det også engang mens jeg boede i KBH. Jeg fik dog aldrig besøget, eller var jeg ikke hjemme da de kom… Så de fik ikke set, at jeg kun havde radio.
    Men er du sikker på at du overhovedet skal betale for radio, hvis du lejer et værelse hos en der betaler?

  12. Mikael said,

    31 May 2006 at 08.58.57

    Louise: Pas nu på der ikke går Egon Olsen i dig! ;)

    Steffen: Smager kaffen godt?
    Det har jeg også tænkt lidt på. Kender ikke lige reglerne for det. Men så længe han ikke er helt flyttet ind endnu, så er det vist klogest at betale den radiolicens.. :)

  13. Steffen said,

    31 May 2006 at 16.21.38

    Jeg har faktisk ikke nået til at drikke af den kaffe endnu, skal lige have brugt det jeg havde i forvejen først.
    Det er nok bedst at vente ja, men måske værd at overveje. Selvom at en radiolicens ikke er så høj igen, så vidt jeg husker.

  14. Mikael said,

    31 May 2006 at 16.57.34

    Ok.. du må lige komme med en anmeldelse af den..ellers må jeg måske selv smage den engang… :)
    320 kr om året. Så det er overkommeligt.

  15. Henrik Stidsen said,

    31 May 2006 at 18.38.43

    Sådan et brev har jeg også fået - de skriver deres licensmand kommer om tre uger. Sjovt nok, han var forbi for ~2 uger siden - mon det er den samme der kommer igen ?

  16. Maltesen said,

    31 May 2006 at 18.50.40

    Hvad med bare med at give dem den kolde skulder, hvis de både lover bål og brand og samtidig giver dig en undskyldning, hvis de skal opføre sig på den måde…?

    Måske spille lidt Matisyahu for dem ;-)

  17. Louise Silkjær said,

    31 May 2006 at 18.53.09

    Vil bare lige informere om at de også sender breve ud til dem som ikke betaler nogen form for licens. Min mand og jeg fik et her for noget tid siden - et rigtigt trusselsbrev! Man bliver jo helt nervøs for om de kommer midt om natten med en stor hund og banker en ned, for det er lidt sådan tonen er i brevet. Vi følte os i hvert fald nødsaget til at betale licens fra nu af (er lige flyttet, så det er derfor), selvom vi absolut ikke deler mening ang. licens med DR. De skulle hellere tage at slette alt deres skjulte reklame i deres programmer, så kunne vi begynde at snakke om at det er ok med licensen.

  18. Henrik Stidsen said,

    31 May 2006 at 19.03.02

    DR Licens er ved at “kamme over” med deres trusselsbreve. De er på grænsen til latterlige og det er helt tydeligt at de tror samtlige husstande i DK har mindst et fjernsyn.

    Husk, Licensmanden har ligeså meget ret til at komme indenfor i dit hjem som enhver anden tilfældig dansker har - altså, overhovedet ikke.

  19. Mikael said,

    31 May 2006 at 19.03.25

    Henrik: Det bliver spændende at se… kan du genkende ham?

    Maltesen: Jeg ku også spille noget System of a down for dem! ;)

    Louise: Ok.. så jeg er ikke blevet specielt udvalgt.. rart nok at vide egentlig… :)
    Men ja, de bør arbejde lidt på deres tone…

  20. Mikael said,

    31 May 2006 at 19.07.57

    Henrik: Gad vide hvad de vil gøre hvis jeg nægter ham adgang. Jeg kan jo bare sige at jeg som udgangspunkt går ud fra at han er en snyder og en tyv, indtil det modsatte er bevist. Er jo lidt det samme de gør.

  21. Henrik Stidsen said,

    31 May 2006 at 19.14.17

    Sagtens, han havde nogen meget utiltalende og samtidig meget tydelig forlorne tænder - så det kan jeg godt.

    Hvis du nægter ham adgang kan han intet som helst gøre ved det. Hvis han skal tiltvinge sig adgang kræver det en dommerkendelse og den vil sandsynligvis være umulig at få. Han kan så vælge at vurdere at du lyver og tilmelde dig licens mod din vilje - men HVIS der er retfærdighed tilbage i DR Licens koster det nummer jobbet.

    Så kort sagt, licensmanden kan ikke gøre noget som helst ved det hvis du nægter at have fjernsyn og nægter ham adgang til huset.

  22. Steffen said,

    31 May 2006 at 19.54.39

    Jeg skal nok sørge for at have noget af den hjemme, hvis du kommer forbi, hvis den altså smager godt. :-)

  23. Maltesen said,

    31 May 2006 at 21.16.35

    Måske er det på sin plads at reklamere for siden hér, hvor det er meningen at ligge pres på politikkerne til at droppe licenssystemet og trække den over skatten i stedet for.

  24. Maltesen said,

    31 May 2006 at 21.17.34

    Er System of A Down kosher for ørene?

  25. Henrik Stidsen said,

    31 May 2006 at 21.20.45

    Nej nej nej nej nej nej Maltesen - den side er så latterlig at man tror det er løgn. Det er et faktum at politikere ikke tager den slags underskriftsindsamlinger særlig seriøst. Skriv et brev til din folketingspolitiker - der virker bedre end 50.000 underskrifter på et useriøst site.

    Jeg kan kun opfordre til at boycutte skrivunder.dk og hvad de ellers kalder sig. Meget gerne ved at tagge http://luk.skrivunder.dk!

  26. Maltesen said,

    31 May 2006 at 21.30.30

    Henrik, nu kender jeg lidt til den politiske del af systemet og jo, politikerne tager faktisk den slags seriøst, og det skal de - lige nu har jeg ikke nogen i Folketinget, der repræsenterer mig, så jeg vælger at gøre det på den måde…

    Alt andet lige, så gør man jo brug af sine demokratiske rettigheder ;-)

    Tilgengæld øjner jeg nogle temmelige useriøse navne på sitet, du henviser til…

  27. Henrik Stidsen said,

    31 May 2006 at 21.44.51

    I hvilken sag har en politiker taget en underskriftsside som skrivunder.dk seriøst ? Jeg har ikke hørt om nogen, men du kan vel henvise til det ? :)

    Anyway, følgende citat er fra en artikel om kædebreve:
    Som formand for Folketingets forsvarsudvalg får Helge Adam Møller (K) en del elektroniske kædebreve. Selv om de handler om at stoppe krige og andet sympatisk, så sletter han dem konsekvent.
    -Underskriftsindsamlinger rører mig sjældent. Det er for let bare at sætte sit navn på en liste. Jeg lægger meget større vægt på personlige breve folk skriver til mig, eller hvis de udtrykker deres mening på et politisk debatmøde. Men det kræver jo lidt mere arbejde, siger han.


    Og manden har jo ret - skriv et brev, det virker altså bedre og tager ikke særlig lang tid. Skriver man pænt og sobert kan man få meget ud af det.

    Og ja, der er mange useriøse navne på de to sider der samler underskrifter for at lukke sitet - men så passer det jo godt til dem der står bag. De skriver f.eks.på deres site at de svarer indenfor 1 arbejdsdag - det er snart en måned siden jeg skrev til dem og spurgte om de havde en anti-spam politik fordi der var nogen der blev ved med at spamme nyhedsgrupper med irelevante indsamlinger. Det har de ikke svaret på endnu…

  28. Nikolaj Kjærby Johansen said,

    31 May 2006 at 22.09.17

    For det første: Jeg mener at kunne mindes at der engang var en klog mand der sagde noget i retning af at vi skal gøre mod andre som vi vil at de skal gøre mod os. Hvis vores kære ven Mikael skal efterleve det, skal han altså ikke skrive et urimeligt trusselsbrev tilbage (for slet ikke at tale om cirkelspark! :)) Derimod vil jeg råde dig til, Mikael, at skrive et brev til DR og give udtryk for at du ikke bryder dig om tonen i deres brev. Du kan sende brevet til DR Kontakt på nettet, og/eller til generaldirektøren, og/eller til kulturministeren. Om licensmanden overhovedet har ret til at tiltvinge sig adgang, ved jeg ikke, men mon ikke det er rigtigt hvad Henrik siger?
    Til gengæld kan jeg afgøre spørgsmålet om hvorvidt Mikael skal betale licens når han deler adresse med Morten, og svaret er at det skal han. På DR’s hjemmeside står der: “Licensen for en husstand dækker alle radio- og tv-apparater i hjemmet, i sommerhuset, i bilen, i båden og ens egne apparater på arbejdet. Licens dækker licenshaveren selv, ægtefællen og alle hjemmeboende børn, når de er tilmeldt samme folkeregisteradresse.” Pointen er at Mikael og Morten udgør 2 husstande selvom de deler lejlighed. Det ville ikke engang hjælpe at sige at det er Mortens radio som Mikael kun låner, for andetsteds på DR’s hjemmeside står der at “har du en radio eller et tv, skal du betale licens – uanset om du ejer, lejer, låner apparatet eller har det opstillet på prøve”. Ak ja.

    For det andet: Jo, skrivunder.dk er en såre useriøs måde at samle underskrifter ind på eftersom det er aldeles umuligt at sikre sig at personen selv har skrevet under. I princippet kunne jeg jo gå ind og skrive “arbejdsmand Jens Jensen, Randers” og “cand.mag. Lone Hansen, Ålborg” og lignende et par hundrede gange. Alligevel har jeg valgt at skrive under på sitet, og det skyldes at min tillid til vores politikere kan ligge på et temmelig lille sted. (Jeg er bange for at Helge Adam Møller ikke er et særlig repræsentativt eksemplar af racen. Han er som en af de få mennesker derinde ikke populist, og det er måske derfor han ikke er blevet minister…?)
    Henrik, dit tag til luk.skrivunder.dk fungerer ikke; der er kommet et udråbstegn med i adressen…

  29. Henrik Stidsen said,

    31 May 2006 at 22.19.16

    Mikael skal da bare bruge den svarkuvert DR har været så venlige at medsende - der kan vist godt være et par A4 ark i :)

    At linket ikke virker er alene Wordpress´s fejl ;)

  30. Mikael said,

    1 June 2006 at 12.25.36

    Sikke I kommenterer og diskuterer.. en fornøjelse at læse! :D

    Steffen: Det er en aftale! :)

    Maltesen: Jeps, System of a down er i den grad kosher. Råt og usødet, uden mælk.

    Mht licensdiskussionen, så har jeg ikke tænkt mig at gøre noget drastisk, som at slå ham ned, eller nægte ham adgang. Licensmanden kan få lov til at se at jeg ikke har et tv og så gå igen. Hvis jeg får endnu et brev, kan det være jeg vil overveje at skrive et brev til DR og lufte min undring. Licensmanden gør vel bare sit arbejde.. han kan ikke gøre for DR er blevet grådig mht licenspenge… :)

  31. Søren said,

    1 June 2006 at 16.27.44

    Jeg har også fået sådan et brev. Personligt synes jeg bedst om den med at sende et brev tilbage i svarkuverten … når de nu har gjort sig ulejligheden med at vedlægge den.

    Jeg må sige, at jeg skulle tage mig alvorligt sammen for ikke at flippe ud over det brev. Jeg er glad for at der går hele 3 uger før licensmanden kommer, for så har jeg tid til at falde ned igen så jeg ikke overreagerer overfor en sagesløs licensmand, der bare passer sit job.

    … men bliver han flabet, så får han puklen :D

  32. Louise said,

    2 June 2006 at 00.09.40

    Jeg sidder lidt og spekulerer på, om den aggressive kampagne, DR tilsyneladende fører på landsplan, overhovedet er lovlig? Som Henrik skriver, har de jo netop ikke lovlig hjemmel for at kræve adgang til folks hjem, ligeså lidt som alle vi andre har til at gøre sådan noget…
    Når politiet fx laver narko-razziaer, hvilket jo nok må siges at være lidt mere alvorligt end at tjekke, om folk har et fjernsyn, skal de da også skaffe dommerkendelser og alt muligt først - de skriver da ikke bare et brev til alle danske husstande om, at de gerne vil tro på, at vi er lovlydige borgere, men at de alligevel lige vil komme og tjekke, om vi sku ha noget hash liggende…
    Er parallellen for langt ude? Den gir enormt meget mening i mit hovede, men jeg har heller ik sovet i to døgn pga. opgaveskrivning;)

  33. Mikael said,

    2 June 2006 at 12.52.59

    Søren: Ja, den med at sende et brev til dem tilbage i svarkuverten, det er nu en hyggelig idé… :)

    Louise: Hmm, det må Henrik vide.. han er min juridiske ekspert… :)

  34. Tabitha said,

    2 June 2006 at 13.16.42

    Louise - fed sammenligning! Jeg ved ikke lige hvad lovgivningen siger omkring licensmænd, men man må trods alt formode, at der er større sansynlighed for at den gængse dansker har fjernsyn end nakotika og des lige i stuen, og derfor ville politiet, ved samme opførsel som licensmanden, havde et problem med proportionalitetsprincippet.

  35. Henrik Stidsen said,

    2 June 2006 at 17.53.36

    DR har ligeså meget lov til at sende et brev til enhver dansker som alle andre har det. Det kan du ikke undgå og der er ingen problemer i det (med mindre indholdet er ulovligt, f.eks. ulovlige trusler - hvilket DR’s brev ikke indeholder).

    Licensmanden har, som sagt, præcis samme rettigheder som enhver anden civil dansker (eller udlænding på dansk jord). Det betyder at licensmanden må ringe på din dør (eller banke hvis han hellere vil det) og spørge dig pænt om du har et fjernsyn der ikke bliver betalt licens af. Du kan svare hvad du vil, der er intet i dansk lovgivning der påbyder dig at tale sandt med mindre du er indkaldt som vidne i en retssag.
    Hvis licensmanden spørger om han må komme indenfor kan du roligt sige nej til det. Han har ikke noget krav på at komme ind og hvis han så meget som sætter en fod i din entre kan du (teoretisk) melde ham til politiet for ulovlig indtrængen.

    Så den korte version er: licensmanden har ikke ret til at komme ind i dit hjem hvis du ikke vil have det. Han må ringe på din dør og spørge om du har TV og/eller om han må komme ind. Du må svare hvad du vil idet det er fuldt lovligt at lyve i de fleste situationer.

  36. Louise said,

    3 June 2006 at 00.32.55

    Henrik - ja, alt det ved jeg godt, jeg har nemlig også ført krig med DR i mange år over deres tåbelige licens-regler.
    Det, jeg mener, er at selve kampagnen jo ikke foregår på et redeligt grundlag. De giver jo indtryk af, at de netop har ret til at komme ind i folks hjem og undersøge, om de har TV. Selvfølgelig må man skrive, hvad man vil i et land med ytringsfrihed, men der må da være nogle regler for, hvordan man som offentlig institution må føre kampagne i et civiliseret samfund - og ellers burde der blive lavet nogle!!:)

  37. Henrik Stidsen said,

    3 June 2006 at 00.58.10

    Det syns jeg nu ikke de gør, de skriver at deres licensinspektør kommer forbi for at høre om man har et TV - det kan dårligt tolkes som at de forventer at blive inviteret indenfor.

  38. Louise said,

    4 June 2006 at 01.08.57

    Nå, det syns jeg nu…:)

  39. Henrik Stidsen said,

    4 June 2006 at 20.15.58

    Fornemmer jeg en forudbestemt negativ indstilling her ? ;)

  40. Louise said,

    5 June 2006 at 00.27.11

    Bestemt!! Alle, der vil flå mig for urimeligt store beløb i forhold til produktet, blir ofre for min uforbeholdne negativitet!:)
    Men jeg synes nu, de giver indtryk af at arbejde på et mere solidt grundlag, end de rent faktisk gør. Se bare Mikael, han troede da på, at DR-manden ville komme og drikke al hans kaffe og skælde ud over, at han intet fjernsyn havde!;) Det er da ikke alle danskere, der ved nok om deres rettigheder til at vide, at DR ikke har ret til at trænge ind i deres hjem - de skriver det måske ikke direkte i brevet, men ved at udelade det faktum, at det er frivilligt at lukke dem ind, står der jo implicit, at de har den ret… De fleste autoritetstro mennesker vil jo bare tænke, at de ikke har noget valg.
    Nu kommer argumentations/kommunikations-analytikeren jo også op i mig, når jeg hører om sådan noget;)

  41. Henrik Stidsen said,

    5 June 2006 at 01.16.24

    Well, hvornår har du sidst haft besøg af en licensfætter der rent faktisk gjorde mine til at ville indenfor ?

    Iøvrigt skal du lige overveje hvor meget andet end fjernsynet licensen rent faktisk betaler for.

  42. Louise said,

    5 June 2006 at 13.33.09

    Jeg har faktisk heldigvis aldrig haft besøg af sådan en - men jeg har engang ringet på hos nogle sortseer-venner og bildt dem ind, at det var licensen, hvilket virkelig skræmte livet af dem!;)

    Hvad tænker du på - radio, eller anden kultur…?
    Uanset hvad, så tvivler jeg - især i lyset af den sag, der var fremme sidste år, - kraftigt på,at DR’s økonomiske/logistiske evner strækker ret langt, og 2400 kr. om året pr. husstand er immervæk meget!! Især produktets kvalitet taget i betragtning, - for det første synes jeg ikke, DR lever op sit ansvar som ikke-kommerciel station, for det andet er de fleste af deres programmer bare så dødsyge, at jeg får lyst til at gå ind og sætte mig med mine studie-bøger, når jeg ser dem… Men okay, det er måske også værd at betale for?!;)

  43. Henrik Stidsen said,

    5 June 2006 at 13.50.39

    Jeg tænker f.eks. på de arrangementer DR laver, deres “karrierekanon” der har fremskaffet flere hitbands de senere år. Derudover har vi jo alt det DR.dk leverer - og det er rigtig meget.

  44. Louise said,

    5 June 2006 at 19.09.17

    Ej, hvor sjovt - jeg synes bare, dr.dk er sådan en dårlig hjemmeside… det eneste sjove er, at man ka høre børneradio:)
    Jeg tror bare ikke, jeg synes, at jeg har lyst til at betale for alt det - det er sikkert udmærket, men jeg vil bare gerne have lov til at tænde mit TV og se noget fjernsyn i ny og næ, og så må det være frivilligt, om man har lyst til at betale for alle de andre arrangementer… For mig er det nok lidt samme koncept som TV-shop: køb vores fantastiske produkt til en vild overpris og få en gratis gave med i købet - Nej, den er ikke gratis, den er inkluderet og indberegnet i prisen, og jeg gider ikke ha jeres latterlige skrammel!:)

  45. Henrik Stidsen said,

    5 June 2006 at 19.55.45

    dr.dk’s “forside” er ikke særlig god, deres nyhedssider er elendige i forhold til det øvrige “marked” - men de forskellige programmers egene sites er som regel gode. Og så er der jo alt deres netradio som heller ikke er helt billigt at distribuere.

  46. Steffen said,

    6 June 2006 at 16.11.29

    Med det nye medieforlig, så er der vel ikke nogen vej udenom for ret mange. Alle som har en computere med netadgang, skal betale fuld licens. Jeg er modstander af at betale licens på den måde, hvorfor ikke over skatten? Men det er nu engang lovpligtigt at betale, og så må man jo gøre det - når man engang kommer hjem igen…

  47. Louise said,

    6 June 2006 at 16.21.40

    Henrik, igen - jeg har ikke bedt om alt det, jeg vil bare se fjernsyn!:)
    Steffen, mht. skat - er det så ikke kun velfærds-ting, der går over skatten? Meget godt kan siges om fjernsyn, men om det er relevant som skattepligtigt, virker nu lidt tvivlsomt…

  48. Mikael said,

    6 June 2006 at 16.59.04

    Kirkeskat er vel ikke en velfærdsting.. måske er det ikke helt korrekt at kalde den nye medielicens for en skat, men i realiteten er den en sådan. Se forøvrigt mit seneste indlæg.

  49. Henrik Stidsen said,

    6 June 2006 at 18.32.47

    Louise - du skal bare lære at se rigtigt på det :) Hvis vi flytter licensen over på skattebiletten vil det ikke være licens for at se TV eller høre radio. Det vil være en del af skatten som går til en statsfinancieret kulturvirksomhed, en del af kulturudbuddet i DK.

    Med det nye medieforlig - hvor licensen iøvrigt stiger selvom der bliver flere der skal betale den - har man valgt at latterliggøre licensen endnu mere.

  50. Louise said,

    7 June 2006 at 12.48.01

    Henrik - helt ærligt, “Lære at se rigtigt på det” - det lyder jo som noget fra det kommunistiske regime:)

  51. Henrik Stidsen said,

    7 June 2006 at 19.44.09

    Men det er det ikke, det er bare virkeligheden ;)

  52. Louise said,

    7 June 2006 at 20.03.31

    verden er efterhånden ét stort kommunistisk regime - det er immervæk skræmmende!!:)

  53. Louise said,

    7 June 2006 at 20.04.04

    Kunsten må være ikke at lade sig indoktrinere…

  54. Henrik Stidsen said,

    7 June 2006 at 20.17.09

    Nu begynder du jo at lyde som en paranoid fanatiker ;) Og det med ikke at lade sig indoktrinere, husk det nu :)

  55. Louise said,

    8 June 2006 at 00.27.02

    Hmm…?

  56. Mikael said,

    8 June 2006 at 09.01.22

    Som i dog kan diskutere… :)

  57. Louise said,

    8 June 2006 at 12.24.20

    Ja, det er en særlig evne, som vi paranoide fanatikere har;)

  58. Henrik Stidsen said,

    8 June 2006 at 19.00.11

    Mikael, du skal ikke føle dig udenfor, du må godt være med ;)

  59. Nikolaj said,

    15 June 2006 at 16.24.31

    Den begrundelse DR selv angiver for at de skal finansieres af licens og ikke af almindelige skattekroner er deres uafhængighed af statsmagten. Jeg vil tro at de dermed mener at hvis DR var på finansloven så kunne folketingets flertal vælge at skære i bevillingen hvis journalistikken var for kritisk i forhold til regimet. Licensen, derimod, er øremærket og kan hverken bruges til jyske motorveje eller københavnske metroer.

  60. Mikael said,

    15 June 2006 at 18.40.06

    Ja, det lyder rigtigt. Alligevel er der jo tit politkere, mest dem mod højre, som mener er DR er politisk… ved ikke lige om der er noget om det.. jeg ser det jo næsten ikke! ;)

  61. Henrik Stidsen said,

    15 June 2006 at 18.55.34

    At DR er politisk er vist ikke nogen hemmelighed - hvor politisk de er er straks sværere at definere… Jeg mener helt klart de er lidt røde i kanten men langt fra så overdrevent som visse højrefløjs folk mener.

  62. Mikael said,

    15 June 2006 at 19.23.53

    Ja, det er jo ikke lige helt enkelt at måle sådan noget….

  63. Henrik Stidsen said,

    15 June 2006 at 22.37.49

    Og iøvrigt også fuldstændig ligegyldigt - der findes ingen fuldstændigt objektive medier uden en eller anden politisk farve. Er man opmærksom på det så klarer man sig fint :)

    Iøvrigt er det latterligt at påstå at DR på finansloven vil gøre dem mindre uafhængige - selvom de kommer på finansloven vil et medieforlig sagtens kunne aftales med finansieringsrammer for flere år ad gangen præcis som det sker nu.

  64. Mikael said,

    16 June 2006 at 08.39.51

    Det har du nok ret i. Har ikke lige sat mig så meget ind i sagen.. :)

RSS feed for comments on this post

Leave a Comment