Åndelige luftveje
Jeg har astma. Mine luftveje er indsnævrede, jeg bliver let forpustet, og må nogle gange tage medicin for bedre at kunne få vejret. Ikke altid så rart, men jeg har vænnet mig til det og har det fint med det.
Man kan også have åndelig astma. De åndelige luftveje kan være indsnævrede. Det føles svært at få kontakt med Gud, svært at finde tid til at få kontakten, måske svært i det hele taget at tro på Gud.
Mange ting kan forårsage den åndelige astma. Stolthed kan være en af dem: Jeg tror at jeg kan klare tingene selv uden Guds hjælp. Jeg har stor tillid til mine egne evner, og har ikke brug for Gud.
Eller jeg ved måske godt, at jeg har brug for Gud, men er blevet skuffet over ham, og har derfor ikke lyst at overgive mig til ham og hans kærlighed. Måske jeg ikke engang er klar over, at jeg er stolt, men den ligger alligevel et sted i mig og blokerer for min kontakt til Gud.
Stoltheden må erkendes og jeg må indse, at i forholdet til Gud, er det mig, der er problemet. Hvis de åndelige luftveje er snævre, så er det ikke Gud der har indsnævret dem. Det er mig. Gud ønsker ikke andet end at vores forhold til ham må blive stadig tættere.
De åndelige luftveje kan også udvides på anden vis. Vi mennesker er forskellige på mange måder. Men når det drejer sig om hvordan og hvor vi læser i Bibelen og beder, så er vi nogle gange forbløffende ens. Det foregår tit om aftenen lige før sengetid, eller om morgenen og gerne siddende eller liggende i sengen.
Vær kreativ. Find det tidspunkt der passer dig bedst. Måske det i stedet er midt på dagen i menneskemylderet på studiet eller gågaden. Find det sted der passer dig bedst. Måske det er i naturen? Gå en tur i skoven og bed til Gud imens. Eller tag en strandstol og en kop kaffe med til stranden. Sæt dig og nyd udsigten. Lyt til bølgerne, tænk over livet og luk Gud ind i dine tanker og de ting der fylder.
I salme 1 i Salmernes bog bliver et lykkeligt menneske, som søger Gud, sammenlignet med et træ. Et træ, der er plantet ved bækken. Et træ har rødder og har brug for næring for at overleve, og det har især brug for vand. Hvis træets rødder bliver hakket over eller bliver indsnævrede, så visner træet og dør.
Tilsvarende med vores åndelige luftveje. Hvis de bliver indsnævrede eller helt hakket over, så dør vi åndeligt. Så mister vi kontakten til Gud og bliver overladt til os selv.
Bøn: “Gud, udvid mine åndelige luftveje. Fjern det i mig, som hindrer kontakten med dig. Hjælp mig til at finde tidspunkter og steder, hvor det er let for mig at indånde din livgivende luft.”
(Andagt til KFSpresso)