Stolthed og fordom
Udover at være titlen på en film og en bog af Jane Austen, (har endnu kun fået set den korte filmversion), er det også to ord som meget godt passer til mine tanker og følelser om Gud de sidste år.
Mht Gud, så bliver vores relation til ham kraftigt påvirket af hvad der sker i vore liv. En af de ting i mit liv, der har formet min Guds-relation mest, var at min søster Eva døde for snart 4 år siden i et trafikuheld. Jeg har været vred på Gud over at han tillod at det skete. En stærk negativ Gudserfaring. Evas død gjorde at jeg mistede tilliden til at Gud vil mig det godt, at han har gode planer for mig. Det blev sværere for mig at stole på ham. Et tillidsbrud tager tid at overvinde, og det har taget lang tid at lære at stole på ham igen. Min fordom* om Gud har været, at han ikke vil mig det godt. Jeg har vidst med min hjerne at han vil mig det godt. Men mine følelser og mine erfaringer har hevet mig i den modsatte retning. Måske var jeg efterhånden ikke så vred på Gud mere, men jeg “straffede” ham ved at tro negative og falske ting om ham.
På det seneste er jeg på forskellige måder blevet opmærksom på at jeg er stolt. Det er ikke noget jeg ellers tænker om mig selv. Men jeg tror det er sandt. Også i mit forhold til Gud. Tror jeg bevidst har holdt ham lidt på afstand, gjort ham fraværende og samtidig tænkt hvorfor han dog ikke kom tættere på og blev nærværende i mit liv. Som min præst sagde i sidste søndags prædiken, i relationen til Gud, er det mig, der er problemet. Min stolthed, min villen-selv. Hvis Gud tillader død og lignende ting at ske, så må jeg nok hellere selv prøve at klare mit liv. Det er ikke det jeg egentlig har villet, men ubevidst er det nok det jeg har gjort.
Hvordan bekæmper og forvandler jeg min egen stolthed? Så den bliver vendt fra egenrådig stolthed, til en en sund stolthed, en glæde og taknemmelighed over det gode der sker i mit liv!?
I dag føler jeg at tilliden er ved at være nogenlunde tilbage. Det er blevet nemmere at stole på ham. At han er god og vil mig det godt.
* ang. fordom: Jeg tænkte egentlig i starten, at mine fordomme om Gud ikke var fordomme i den betydning ordet har i daglig tale: en uoplyst holdning, til noget man egentlig ikke kender. Men i stedet den Gadamer’ske brug af ordet (tror det var ham?), hvor det er en dom ( i neutral forstand), man fælder før man møder noget eller nogen. Dommen er afhængig af ens fortid, tidligere erfaringer, osv. Dog tror jeg faktisk at den normale betydning passer godt alligevel. Når jeg har haft forkerte tanker og følelser i forhold til Gud, så har det været fordi jeg har været uoplyst, jeg har ikke kendt ham godt nok.