Mikael vs meningsløsheden - noter fra kampen
For et års tid siden blev jeg ramt af meningsløshed. Flere årsager dertil, bl.a. ting fra fortiden og læsning af en bog, der stillede skarpt på nogle menneskelige grundvilkår. I nogle dage var det en intens følelse - ja, en slags følelse er det vel. Ting, som før havde givet mening, gav ikke mening mere. Forvirring og tvivl. Hvem var jeg egentlig? Hvad lavede jeg? Og stærkest: Gav det mening at tro på Gud? Der var dage hvor jeg var seriøst overvejede om jeg kunne tro på Gud mere. Det virkede bare ikke rigtigt mere.
Hvad gør man når man bliver ramt af meningsløshed? Meningsløshed er ikke rigtigt noget jeg hører megen tale om. Jeg tvivler også på at man helt kan forstå det, medmindre man selv har erfaret det. Som det er med så mange erfaringer og følelser. Det som fik mig videre dengang for et år siden, var at jeg tog en beslutning. Jeg besluttede at jeg ikke ville lade følelsen af meningsløshed være bestemmende for hvilken retning mit liv skulle tage. Jeg besluttede at prøve at finde mening igen. Med livet, med mig selv, med troen på Gud.
Og hvad så nu, ca et år efter? Meningsløshedsfølelsen er ikke intens mere, men den kan stadig ramme. Jeg har prøvet at blive klogere på meningsløsheden, har snakket med folk om det og ledt efter bøger om det. Dog ikke med særligt stort held. Der findes næsten ikke nogen der har skrevet om det. Enten fordi få erfarer det eller det er et tabu.
Nåh, men her er et par forsigtige bud på våben mod meningsløshed:
- Gør noget godt for andre. Noget af det mest meningsfyldte jeg har oplevet i det sidste års tid, har været at være frivillig på et værested for hjemløse. Når vi opgiver at tænke på os selv, både mht at rage til os af penge, popularitet og karriere, og mht at drukne i vores egen selvmedlidenhed, og vælger at gøre noget godt for andre, så gør det et eller andet ved os. Glimt af mening, taknemmelighed og glæde opstår. Vi spreder lys i andre menneskers liv, og måske vi får lidt lys tilbage.
- Engager dig i livet og lev nogle spændende historier. Bliv ikke siddende inaktivt og vent på at livet begynder at give mening. Hvis dit liv er fyldt med kedsomhed, så fyld med med spændende historier. Gør nye og overraskende ting. Mød nye mennesker.
I den henseende er Donald Millers glimrende bog A million miles in a thousand years en god inspiration.
Martin Møller said,
20 February 2010 at 13.33.19
Med henvisning til vs-meningsløsheden
Bogtitel …. Meningen med livet Irving D. Yalom
Prøv evt den.. den fungerer som små noveller (altså ikke en psykologibog).. Jeg vil selv til at læse den lige nu efter at have læst et par andre glimrende bøger af Yalom - bl.a. kærlighedens bøddel og andre psykoterapeutiske fortællinger
OM forfateren mv: Irving D. Yaloms bøger har vundet stor international udbredelse og anerkendelse, således også i Danmark, hvor han har en trofast og stadigt voksende læserskare. Sammen med Rollo May er han den vigtigste amerikanske eksponent for den såkaldte eksistentielle psykoterapi.
Ifølge Yalom har mennesket fire eksistentielle grundvilkår:
At vi skal dø, at vi i afgørende stunder er alene, at vi har frihed til at vælge vores liv, og at vi kæmper med at skabe mening i en verden hvor vores livsmening ikke er givet på forhånd.
Disse fire grundbetingelser sætter dagsordenen for den enkeltes liv. De fleste vil helst undgå at tænke på eller tage stilling til grundvilkårene, fx døden, men det bliver deres indflydelse ikke mindre af, snarere større.
Irvin D. Yalom (f. 1931) er professor emeritus ved Stanford Universitet, Californien, og har skrevet en række væsentlige lærebøger, blandt andet The Theory and Practice of Group Psychotherapy.
Der er også en mere grundlæggende psykologisk grundbog med titlen Eksistentiel psykoterapi.. m.fl.
Mikael said,
21 February 2010 at 22.02.35
Sjovt du nævner Yalom. Det var hans bog Eksistentiel psykoterapi som for alvor fik meningsløsheden til at blive et tema i mit liv. Spændende og udfordrende bog. Har tænkt på at læse hans bog om døden, “som at se på solen”.