Filosofi & teologi
Forleden læste jeg en bog om naturfilosofi, Aksel Haaning: Middelalderens naturfilosofi. Glimrende bog. Blandt andet indeholdt den et afsnit om alkymien. Læren om hvordan man kan forvandle forskellige metaller til guld. Det bemærkelsesværdige var, at teorien bag alkymien var fuldstændig legitim efter datidens filosofiske helt, Aristoteles. Hans lære om stof og form kunne udmærket bruges til at forklare, at alt stof i sidste ende var ens, bare i forskellig form, og derfor kunne fx jern forvandles til guld. I teorien, altså. Når det kom til hvordan man så gjorde, så blev beskrivelserne straks mere dunkle og tvetydige. Og det lykkedes vel aldrig for alkymisterne at nå deres mål… udover at virke mystiske, altså.
Nåh, men jeg kom til at tænke på forholdet mellem filosofi og teologi. Det har skiftet igennem tiden hvilken en af de to discipliner man har ment har været mest vigtig, men man kan ikke tænke teologisk uden at have en filosofi om hvordan verden hænger sammen. Nogle er bevidste om det, andre ikke. Men uanset hvad, så påvirker ens filosofi omkring verden, erkendelse, selvet, osv hvordan man tænker teologisk.
Forholdet mellem filosofi og teologi, i grove træk:
Hos kirkefædrene og frem til 1200-tallet hed den store filosof Platon. Den teologiske tænkning blev formuleret i forhold til Platons tanker, og vel også for en del teologers vedkommende, fx Augustin, ved hjælp af og påvirket direkte at Platons tanker. Kristendommen blev platonisk påvirket.
I 1200-tallet genopdagede man i Europa, via arabiske oversættelser, gamle skrifter af Aristoteles og begyndte straks at formulere teologien Aristotelisk. Skolastikkens fulgte i senmiddelalderen i Europa. Aristoteles blev slet og ret kaldt filosoffen. Thomas af Aquinas skulle være et godt eksempel på det.
Med Descartes startede rationalismen og modernismen. Fokus var på det erkendende subjekt og dets magt var nærmest ubegrænset. Menneskets kunne med sin erkendende hjerne beherske videnskaberne og forstå alt. Bibeltolkningen blev selvfølgelig også påvirket af rationalismen. Mennesket kunne med sit tænkende subjekt finde frem til de objektive bibelske sandheder. Eller rettere, sandhederne. Det tænkende subjekt beherskede teksten, beherskede Bibelen og beherskede dermed Gud. Subjektet var blevet almægtigt.
I dag lever vi rent filosofisk i en postmodernistisk tid. Subjektets vælde er brudt. De fleste har erkendt at vi ikke kan undgå at bringe vores egne fordomme med ind i tolkningen af verden og bibelteksten. Hermeneutisk ydmyghed breder sig. Jeg har ikke kontrol over den objektive sandhed, jeg jager sandheden, prøver at nærme mig den, osv.
Så langt, så godt, inkl forenklinger og firkantede generaliseringer. Den teologiske tænkning bliver uundgåeligt påvirket af de filosofiske og kulturelle strømninger.
Hvad stiller vi op med?
- Skal vi forsage enhver form for filosofi og forsøge at holde os til den rene teologiske tænkning, upåvirket af de filosofiske strømninger? Lave en ikke-jordisk teologi?
- Skal vi kaste os over tidens filosof og forsøge at inkorporere hans/hendes tanker i vores teologi og lave en teologi, som i den grad er formuleret ved hjælp af tidens filosofiske og kulturelle strømninger?
- Skal vi anerkende, at når vi tænker teologisk, så er vi uundgåeligt påvirket af den omgivende kultur, og at vores spørgsmål og svar måske derfor ikke giver mening til enhver tid, men samtidig undgå at inkorporere den første den bedste filosofs tanker ind i vores teologiske tænkning.
Jeg hælder klart til den sidste, teologi tænkes altid i en kultur, og hvis en filosof alligevel bliver forældet en dag, så er det lidt hovedløst at sluge alle vedkommendes tanker råt. Men det løser langt fra alle problemer.
Platons, Aristoteles’ og delvist Descartes’ tanker er forladt af filosofferne i dag. Nye filosoffer er kommet til. Tænkningen i det 20. århundrede har forandret meget. Og i fremtiden vil der komme nye filosoffer, som vil fremsætte nye syn på verden, erkendelsen og selvet. Postmodernismen vil blive forladt og afløst af noget andet. Så langt, så godt, filosofferne er blevet klogere og vil fortsat blive klogere.
Men er det også muligt for mig, som teologisk tænkende kristen (og stærkt filosofisk interesseret), at drive filosofikritik? Er nogle filosofier mere “anti-kristelige” end andre? Eller er de alle lige gode til at tænke teologisk i? Er det dybest set uretfærdigt af mig at mene at platonsk-inspirerede Augustin eller mine Descartes-modernistisk tænkende kristne venner er forkert på den i deres måde at tænke teologi? Min egen teologisk tænkning, påvirket af postmodernistiske filosoffer, vil jo også en gang blive forældet og nye måder at tænke teologi på i et nyt filosofisk og kulturelt klima vil opstå.
Hvad er det rette forhold mellem filosofi og teologi?
Søren Dalsgaard said,
3 February 2010 at 21.24.08
Jeg tror spørgsmålet om relationen mellem teologi og filosofi er det samme som det mellem teologi og kultur, hvilket ultimativt set er spørgsmålet om forbindelsen mellem det transcendente og det immanente. Problemet for kristen tænkning er hvordan man gør teologi bundet til den menneskelige virkelighed og samtidig fastholde at det involverer meningsfuld tale om det guddommelige.
Hvis ovennævnte er rigtigt, hvilket jeg tror det er, så er svaret også det som jeg plejer at give på sådanne spørgsmål: inkarnationen! Inkarnation er den eneste måde man kan forbinde de to adskilte sfærer uden derved at blande dem helt sammen (panteisme). Det betyder at den teologiske opgave både kommer indefra og udefra, både fra åbenbaring og menneskelig tænkning, både fra Guds verden og fra vores verden. De to er uadskillige hvis man vil bibeholde både Jesu guddommelighed og menneskelighed.
… hvordan det så gøres i praksis skal jeg ikke gøre mig klog på. For tiden er jeg opslugt af lingvistiske forklaringsmodeller, men et svar finder jeg nok aldrig.
Iøvrigt lige en lille kommentar til Descartes. Afhængig af hvordan man forklarer postmodernisme så er jeg ikke så sikker på at postmodernismen har forladt Descartes’ paradigme. Sagen er at uanset om man taler om sandhed som absolut eller som relativ, så er fokus dog på det menneskelig kognitive selv, cogito’et. Relativisme er derfor en modernitet. Kun når man forlader den epistemologiske debat om sikker viden kan man siges at have forladt det Cartesiske cogito. Så længe viden er kognitiv viden placeret i individet, så længe vil man stadig være moderne og ikke postmoderne … igen, afhængig af hvordan man definerer postmodernisme.
Mikael said,
7 February 2010 at 17.10.19
Ja, der er ligheder. Filosofi og kultur er filtret sammen.
Kan godt se hvad du mener.. men tror jeg tænker mere skabelsesteologisk. Ja, teologi er tænkning om det transcendente. Men det er filosofi dybest set også. Og jeg tror der er meget sandt i den tænkning som ikke-teologiske filosoffer tænker.
Teologisk tænkning er jo også om det immanente. Fx diakoni.
og ja, den epistemologiske sikkerhed har jeg forladt. Tænker måske mere på at lære i fællesskab. Det er en fin tanke. Mangler stadig at se den udfoldet i praksis.