Ukærligt?
Det er gået op for mig hvor meget mit syn på andre mennesker, specielt mht om de er kærlige eller ej, er påvirket af hvad mit eget kærlighedssprog er. Jeg kender en familie, hvor man taler ret hårdt til hinanden. Da mit kærlighedssprog er anerkendende ord, så føler jeg mig elsket når folk giver mig anerkendende ord og føler mig uelsket når folk taler hårdt eller nedladende til mig. Derfor har jeg nogle gange tænkt, at det da var en ret ukærlig familie. Men det tror jeg egentlig ikke jeg har ret til at tænke. De har sandsynligvis andre måder at vise at de elsker hinanden. Bare fordi jeg umiddelbart synes at deres måde at tale til hinanden virker ukærlig, så er det ikke ensbetydende med at de faktisk er ukærlige mod hinanden. Det ved de nok bedst selv om de er.
Det her er bare endnu et eksempel på, at når jeg ser på andre mennesker, på verden, på mig selv, på Gud, så kan jeg ikke på nogen måde sætte mig ud over mine egne forudindfattede meninger om ting. Mine tanker og domme over ting er påvirket af den jeg er. Selv mine sanser er påvirket af den person jeg er. Lidt skræmmende, men også fascinerende. I hvert fald godt lige at huske på.
annie said,
3 July 2008 at 22.12.01
;o) Jep! Det er godt at øve sig i rummeligheden! Og hårdt..havde en diskussion med en medstuderende om hvorvidt det var vigtigt at sidde ned og spise sin aftensmad, om det var god dannelse eller ej… jeg talte imod, fordi det for mig mest er kultur osv men jeg havde næsten svært ved at holde fast i mit standpunkt , fordi jeg er så meget en del af min egen kultur… ;o) Det er så svært at se ud over sig selv, men sjovt når det lykkedes.
Mikael said,
4 July 2008 at 10.30.12
Ja, det er virkelig svært. Det er godt nok let nogle gange at blive kulturimperialister. Nogle af de ting vi mener, ligger så dybt i os, at vi nogle gange ikke ved hvorfor vi egentlig mener det.