Hvem er du?
Jeg mødte nogle nye mennesker for nogle dage siden. En af dem spurgte mig: “Og hvem er så du?” Det første kvarte sekund syntes jeg at spørgsmålet var ret direkte, men så gik dets skønhed op for mig. For spørgsmålet sætter mig helt fri. Jeg kan vælge at svare som jeg vil. I modsætning til fx spørgsmålet “hvad laver du så til daglig?”, hvor det forventes at man begynder at plapre om sit arbejde/studie, og som meget nemt kommer til at fokusere på det jeg gør og laver, og ikke hvem jeg er.
“Hvem er du?”. Det er jo virkelig et meget bredt spørgsmål. Der er mange måder at besvare det på.
- Jeg kan vælge den eksistentielle løsning, at jeg er et menneske, som prøver at forstå det her liv, gerne med hjælp fra Jesus.
- Jeg kan vælge at fortælle om min personlighedstype, at jeg er en tænker.
- Jeg kan vælge at fortælle om mine fritidsinteresser, musik, bøger, film, livet, kærlighed, teologi, historie, filosofi, osv osv.
- Jeg kan vælge at fortælle om hvad jeg laver til daglig, at jeg har verdens bedste arbejde i en boghandel.
- Jeg kan vælge at fortælle hvor jeg er fra, at jeg er eksiljyde, som gradvist bliver transformeret til en skabskøbenhavner.
- Jeg kan vælge at fortælle om de begivenheder og de mennesker der har præget mig, på godt og ondt, og gjort mig til den jeg er.
Kort sagt, der er helt frit spil. Det er ret fedt at spørgsmålet åbner op for så mange muligheder. Samtidig synes jeg også at spørgeren i højere grad udviser ægte interesse end ved fx spørgsmålet om hvad jeg laver til daglig. Måske det er fordi sidstnævnte er blevet sagt så tit, at det er blevet en floskel.
Jeg tror jeg vil prøve at bruge spørgsmålet når jeg skal lære folk at kende. Noget du ku finde på?
stefan said,
13 February 2008 at 12.15.25
På hvilken måde svarede du så spørgeren?
Mikael said,
13 February 2008 at 12.28.27
Nu er jeg jo den type som altid finder ud af i bagefter hvad jeg skulle have sagt. Så jeg fik fortalt hvad jeg lavede til daglig og hvor jeg kom fra.
helene said,
13 February 2008 at 22.43.41
Hmm… “i bagefter”… ja, så behøvede du jo ikke at sige mere, før spørgeren kunne gætte, hvorfra i landet du kommer. Sorry, men det var for oplagt!!
Godt med åbne spg., selv kan jeg godt lide at stille folk spørgsmål formuleret en smule anderledes end det normale. Ikke fordi “de normale” spg pr. definition er dårlige, men de virker måske ikke så ærlige, som det kunne (som du også selv antyder), fordi de er standardspørgsmål.
“Hvordan er livet så for dig?” “Hvordan er det, at være i dine sko?” (og så har man jo mulighed for at snakke udenom og svare “svedigt…”)
“Er du glad?” Det sidstnævnte er ikke et åbent spørgsmål, men erfaringen siger, at det alligevel overrasker.
Mikael said,
14 February 2008 at 09.52.43
Min kære sprogstivnakkede ven, nu var det jo ikke til hende jeg sagde sådan, men til Stefan.
Ja, lige netop “Er du glad”? er nok bedre end fx “Går det godt?”