100% elsket skabning
I den kirkelige tradition jeg er opvokset i, har et af slagordene været at man som kristen er “samtidig synder og retfærdig” eller “100% synder og 100% retfærdig”. Det er for mig at se sandt. Og dog, så går det mere og mere op for mig, at det kun er en del af sandheden.
Ovenstående udsagn går kort fortalt ud på at man som kristen er en synder, et faldet menneske, et menneske som ikke i sig selv kan søge Gud. Samtidig er man, når man tror på Jesus, retfærdig i Guds øjne, pga det Jesus har gjort. Og det er jo godt nok. Jeg tror dog bare det har en slagside, en uheldig sideeffekt. Det kan meget let blive sådan, at når man får et slagord som det smidt i hovedet mange gange, så begynder man at tænke, at i mig selv der er jeg en synder og ikke rigtig noget værd, men “i Jesus” der er jeg noget værd, der er jeg retfærdig. Det er skadeligt for et menneske kun at tænke på sig selv som et individ der ikke er noget værd i sig selv.
For det er løgn. Mennesket er noget værd i sig selv. Gud har skabt mennesket i sit billede. Og hvad Gud har skabt, det elsker han. Mennesket, som det er, et faldet menneske, er højt elsket af Gud. Det er en sandhed så stor og underfuld, at den for alt i verden ikke må blive glemt eller tilsidesat.
Det her er ikke nyt. Jeg tror alle kristne ved at det forholder sig sådan. Men det virker som om det er noget, der nogengange ikke bliver omtalt så meget som andre ting. Men så meget desto mere er der grund til at begynde at tale som vi tror og ved.
Må jeg hermed foreslå at man laver de gamle slagord om. Lad det hedde “samtidig elsket skabning, synder og retfærdig” eller “100% elsket skabning, 100% synder og 100% retfærdig”. Leif Andersen har også foreslået at man i forkyndelsen bør lave “lov og evangelium” om til “skabelse, lov og evangelium”. Amen til det.
Og lad os i det hele taget slet ikke holde os tilbage med at fortælle folk at Gud elsker dem. Og hvis vi alle, i høj grad mig selv, blev lidt bedre til at vise kærlighed til andre mennesker, så ville det være en fantastisk ting! For alle mennesker har brug for at vide sig elsket.
fro said,
6 February 2008 at 08.23.47
Så rigtigt. Du er lækkert skabt (og osse jeg), og derfor er det så ærgerligt når vi korrumperer vores gudsskabte sprødhed med ulækker syndighed.
Lars Kloster Silkjær said,
6 February 2008 at 09.20.22
Amen til det.
Mikael said,
6 February 2008 at 15.04.49
Fro: Gudsskabte sprødhed, lækkert udtryk.
Soren Dalsgaard said,
6 February 2008 at 20.33.29
Et andet slagord, som jeg kom i tanke om, er det med at “Gud elsker synderen, men hader synden”. Kan ikke helt finde ud af om det er formuleret helt rigtigt. Tror det maaske ikke! For egentlig er det jo forfaerdeligt! Elsker Gud mig virkelig kun naar jeg er perfekt? Elsker han kun den del af mig, som ikke goer og er synd? Kan min “vaeren” adskilles fra synden, fra det, som er saa dybt inde i mig, ja, faktisk en del af mig? Bliver jeg ikke personlighedsspaltet hvis man laver sadan en skelnen? Kan vi ikke bare draebe det slagord og noejes med at sige, at “Gud elsker synderen”?
Eller hvad …?
Mikael said,
6 February 2008 at 22.01.05
Godt spørgsmål. Synd er jo en del af mig, så det giver vel ik mening at sige at Gud elsker mig, når han ik elsker synden i mig!?
Meget interessant. Har også konsekvenser for andre ting. Fx den megen fokus nogle har, på er at vi skal lægge vægt på vores identitet i Kristus. For mig at se får det måske også den konsekvens at man let kommer til at tænke at Gud kun elsker en når man er i Kristus, og ikke elsker en som det man er i sig selv, nemlig både en synder og en elsket skabning. Hvor er det bare behov for noget mere skabelsesteologi. Det er der godt nok et stort underskud af!
Men okay, hvis vi så nøjes med at sige at Gud elsker synderen. Hvordan forholder Gud sig så til synden i mig? Eller giver det så netop ik mening at stille det spørgsmål, fordi jeg og min synd ik kan adskilles?
Søren Dalsgaard said,
7 February 2008 at 07.57.52
Jahhh … lad os få noget skabelsesteologi
Jeg tænker, at Rom 5,8 egentlig siger det hele ret klart. SELVOM vi var syndere så elskede Gud os (og viste denne kærlighed)! Dvs, med hele vores syndighed elskede Gud os alligevel.
Jeg tror faktisk ikke man kan skille det ad. Selvom Aristoteles var en ganske fin mand, så giver det jo ikke mening at skelne mellem essensen og accidensen! Det er ren nonsens når det handler om den virkelige verden. Og den katolske kirke har i transsubstantiationslæren taget dette nonsens op og gjort Aristotelisk filosofi til dogme.
Men hvis brødet og vinen kan være både brød/vin og Jesu legeme/blod på samme tid, hvorfor skulle vi så ikke også kunne være både elskede skabninger og fulde af synd på samme tid? Det skal vel ikke opdeles i to adskilte sfærer ligesom i transsubstantiationen, hvor den ene er hadet af Gud mens den anden er elsket af Gud?
Giver det lidt meneing?
Mikael said,
7 February 2008 at 11.17.31
Ja, at Gud elsker mennesket, det kan ikke siges for tit og på for mange måder. Paulus siger det ret godt.
Søren, du bliver nødt til at skrive den ph.d. om filosofiens indvirkning på vores vestlige teologi og specielt nadverlære! Det kunne være SÅ interessant!
Det lyder jo helt som kristologisk terminologi det her. Kan man sige det sådan at ligesom man ikke kan skille eller sammenblande Jesu menneskelighed og hans guddommelighed ad, så kan man heller ikke skille eller sammenblande vores syndighed og vores gudsskabthed? Ikke at det på nogen måde bliver nemmere at forstå at trække kristologisk terminologi ind i diskussionen. Så på samme måde som Jesus var et Gudmenneske (nogle gange ville det bare være nemmere at lade det blive ved det og ik uddybe det, det bliver så teoretisk og sterilt) så er vi mennesker syndige Guds-elskede skabninger. Holder det? Og hvordan så når man skal forstå kristnes identitet og væren i Kristus ind i det her, bliver vi så syndige retfærdige Guds-elskede skabninger, altså hele tre ting på en gang, en slags menneskelig treenighed?
anne K said,
7 February 2008 at 14.25.25
Vi er vist ret meget søskende, Mikael..:) For det er lidt sjovt, at jeg netop i den her uge har tænkt på noget af det samme - og vi snakkede også om det i min cellegruppe i tirsdags. Især sådan ift Indre Mission og at jeg fx let kan gå rundt med en konstant skyldfølelse over at jeg aldrig gør det godt nok - og altid burde gøre mere for at være en bedre kristen.. Vi snakkede om, at det ku være fedt, hvis vi var gladere kristne - istedet for tyngede kristne.. Og det er jo Guds kærlighed, der kan sætte os fri.. Personligt føler jeg ihvertfald, at jeg har brug for meget mere fokus på den - og på at forstå hvordan Guds kærlighed egentlig er. Sådan noget med at “Gud elsker dig”, har vi jo hørt mange gange, men det kan bare let blive en kliché, så Guds kærlighed ikke når helt ind og rører ved vores hjerter og ændrer noget i vores hverdag.. Måske er det bare mig selv der står i vejen for virkelig at mærke den?.. træls tanke..
Mikael said,
7 February 2008 at 17.19.09
hehe, pudsigt at vi tænkte på de samme ting på samme tid. Det slog mig lige pludselig tirsdag morgen på vej til toget.
Ja, det kunne være så fedt med noget glæde. Jeg er ved at læse en bog af psykologen David Benner, han har skrevet en del bøger om spiritualitet, om at acceptere sig selv og overgive sig til Guds kærlighed. Der er 4 bøger på dansk so far. Det er ret godt ind til videre. Du kan låne den af mig når jeg er færdig.