Mikaels tanker - uden for kategori

Efter 2½ uges tid alene i lejligheden kommer min rumbo hjem i dag. Det har været skønt at have lejligheden for mig selv. Rart ikke at skulle lade være med at larme alt for meget om aftenen, når han sover og rart ikke at blive vækket af hans larm om morgenen, når jeg sover. På en måde bliver det nok egentlig rart at se lidt andre mennesker igen. Det er faktisk nemt at trække sig lidt ind i sig selv og ikke se mange andre mennesker, end dem jeg ser på arbejdet. Tit når jeg kommer hjem fra arbejdet, er jeg mest tændt på bare at stene til avisen, en go bog og musik hjemme i den bløde lænestol, i stedet for at skulle til at være sammen med folk. Men er det ikke sådan man nemmest bliver ensom, sådan man nemmest får ens relationer til at dø? Jeg er klar over faremomenterne og sørger for at være mere social engageret nogle gange.

I det hele taget er det her med at være i slutningen af 20′erne en spøjs periode. (okay, alle dele af livet er vel spøjse) Folk omkring mig slår sig i høj grad ned, de bliver gifte og får sociale behov opfyldt andre steder. Mennesker bliver færdige med uddannelser og finder arbejde. Venner flytter langt væk (for langt væk). På en eller anden måde forventer omverdenen måske at det er nu man bliver rigtig voksen og kedelig(heldigvis er det jo ikke alle folks forventninger man skal opfylde!). På en måde længes jeg efter at slå mig mere ned og på den anden side, så er det også fedt at fremtiden ligger så åbent. Jeg har ingen anelse om hvad jeg laver om 5 år, 10 år, 20 år, har ingen anelse om hvor jeg er, hvem jeg er sammen med. Det er det der er så fantastisk fascinerende og dybt skræmmende ved fremtiden.